Peter Hansen

1973, 23. januar; Hr. Peter Hansen, 70 år.
En kendt og populær Jyderup borger, repræsentant Peter Hansen, Lynggårdsvej 23, Jyderup, fylder fredag den 26. januar 1973, 70 år.

Peter Hansen stammer fra Odsherred og barndommen mindes med lidt blandet følelser, eftersom han allerede som kun 6 års dreng måtte ud for at tjene til livets ophold.
Gymnastik blev hans store hobby, og som ung mand sparede han op til at blive elev hos Niels Bukh på Ollerup Gymnastikhøjskole. Her blev Peter Hansen uddannet som delingsfører, og da han senere kom til Jyderup som chauffør Jyderup Savværk, blev han gymnastiklærer på Jyderup Realskole.
I øvrigt kom Peter Hansen til, at være med til, at skrive et stykke Jyderup historie i de år hvor han var staldforpagter af den gamle Rejseladen ved Hotel Skarridsø. Det var lige fra de år, hvor der blev opstaldet heste, til det senere blev underlagt bilernes tidsalder, blev til rutebilstation og endte, efter nedrivningen af Rejseladen, som Esso Servicestation. I en årrække var Peter Hansen lillebilvognmand og kom som sådan i kontakt med mange mennesker, der lærte at værdsætte Peter Hansen for hans hjælpsomhed og venlig væremåde.
Lige så afholdt er han blevet i sine andre gøremål, som repræsentant i firmaet "Ratin" og nu "Mortalin". De 70 år er hverken at se eller mærke blandt andet går Peter Hansen hundrede procent ind for sit tillidshverv som formand for Tornved Biblioteksforening. I denne egenskab har han været primus motor i mange kulturelle arrangementer, koncerter, kunstudstillinger, og meget andet, f.eks. det seneste initiativ de 14 kulturdage der er planlagt for tiden 11.-24. februar.
I det hyggelige og harmoniske hjem, som Peter Hansen og hustruen, fru Gudrun Hansen, har skabt på Lynggårdsvej, er der altid åbent hus for slægt og venner, ligesom der er tid til at dyrke et par hobby: litteratur og haven. Der er to børn i ægteskabet, en datter, Ellis, der er gift med bogholder Jakob Jensen, Glentevej, Jyderup, og en søn, Bent Hansen, der bor i Vordingborg. Den afholdte fødselar fejrer dagen ved en fest med slægt og venner1

Der ses en P. Hansen have drengegymnastik i Jyderup Realskoles årsberetning 1959/60-1960/61, 1961-632
I Jyderup Realskoles årsberetning for 1964 ses W.G. Hebin at have drengegymnastik, det vides ikke hvornår Hr. Peter Hansen, præcis startede og sluttede på Jyderup Realskole)


Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 23. januar 1973, side 7; Hr. Peter Hansen, 70 år.
Kilde 2: Jyderup Realskoles årsberetninger 1960, 1961, 1961-63 og 1964, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Note:

Sidst opdateret 21. februar 2015
©Jyderup Realskole